søndag den 6. november 2022

Kom og sy



Har du selv en symaskine? 

Kan du godt lide at sy? Og hvad med at brodere en smule? 

Så kom og vær med lørdag 19. november, hvor Ulla Madsen vil guide og inspirere dig med fif, tricks og idéer. 

Nogle har været med til at batikke, og i den anledning snakkede vi om at sy noget af vores fine stof. 

Vi kan sy af alt muligt andet stof, så hvis du har lyst til at prøve kræfter med syningen, tag dit stof, symaskine, tråd og lignende med, og vi syr derud af. Det vil også blive kombineret med at brodere. 

Og du kan sagtens være med selvom du ikke har været med til at batikke. Der er stof nok til alle. 

Lørdag 19. november kl. 10-17 i CreaGives værksted. 

Det er GRATIS - for det er en del af CreaGiving-konceptet. Tilmelding er ikke nødvendig, men skriv gerne til os her på creagive@gmail.com, eller like det, når det kommer på Facebook.

onsdag den 26. oktober 2022

Kreativ kurvebinding i CreaGive



Nu er der mulighed for at komme til kreativ kurvebinding i CreaGive søndag 13. november kl. 9 til 15.30 

Vi har hyret Heidi til at komme og undervise os i løbbinding. 

Vi skal her prøve at lave en alternativ kurv i stof og garn. Vi bruger forskellige tekstiler til at lave kurvene med. Du kan på den måde lave dem med dit helt eget personlige præg. Alle finurligheder kan komme med i kurven, kun begrænset af din fantasi. 

Du kan forvente at nå at lave en mindre kurv og gå hjem med helt nye kreative færdigheder og inspiration. Ingen kurve bliver ens! 

På Facebook og Instagram @Krearose kan du se nogle af de kurve, som Heidi har med på dagen. 

Medbring gerne din egen saks. I materialepakken er der inkluderet alt andet, som du skal bruge på dagen. 

Pris - 350 kr. for medlemmer - 400 kr. for ikke medlemmer 

Materialepris - 130 kr. Indbetales på MobilePay: 20958 

Mindst 10 deltagere og max 12. Så måske skal du være hurtig 😋 

Tilmelding til creagive@gmail.com - senest torsdag 3. november.

onsdag den 14. september 2022

Uhhh... Nu sker der noget



Kære CreaGivianere, 
Efteråret nærmer sig og der bliver flere af de mørke timer i døgnet og måske er der bedre plads til gode store X´er i kalenderen?
 
Vi har en masse på bedding og nyder at have noget at glæde os til. Håber I vil være med. I får hermed efterårets nyhedsbrev med mange nye dejlige begivenheder. 

28. til 30. oktober: Først har vi vores årlige udflugt, som i år går til Himmelbjerggården. Blot til info :-) deadline er overskredet og vi er 14, som tager afsted. De som er tilmeldte får snart en mail med nærmere info. 

1. november: Send jeres forslag til temaer for forårsudstillingen :-). Vi holder fernisering tidlige på foråret. Læs nedenfor. 

13. november kl. 9.00 til15.30: Løbbinding med Heidi Rosenfeldt. Prisen er ved 10 tilmeldte 240 kr. pr. person for hele dagen. 

19. november kl. 10.00 til 17.00: (CreaGiving) Sydag med Ulla Madsen. Nogle har været med til at batikke, og i den anledning snakkede vi om at sy noget af vores fine stof. Vi kan sy af alt muligt andet stof, så hvis du har lyst til at prøve kræfter med syningen, tag dit stof, symaskine, tråd og lignende med, og vi syr derud af. Det vil også blive kombineret med at brodere. Og du kan sagtens være med selvom du ikke har været med til at batikke. Der er stof nok til alle. 

8. december kl. 18.30: Julekomsammen og af sløring af tema til forårsudstilling. 

14. januar kl. 9-13: (CreaGiving) Maja og Christina inspirer og giver deres viden videre omkring skulpturer af ler. Så kom og vær med og få fingrene i leret og skab.

28. januar kl. 13-17: (CreaGiving) Emmy har givet CreaGive nogle af hendes tegninger/mønstre fra designskolen. Emmy og Julie vil hjælpe os med at arbejde kreativt med de gamle prøver, som er på papir. 

Nu kan I begynde at tænke over tema til næste forårsudstilling. 

Fra 1. november kan I sende forslag til os, og vi vil den 8. december afsløre, hvilket tema, vi har valgt. Derudover vælger vi at lægge forårsudstillingen tidligere på foråret næste gang. Når det stadig måske er gråt, koldt og dagene er korte.

SØNDAGSCROQUIS: 
20. november. 
27. november. 
4. december. 
11. december. 
15. januar 2023. 
22. januar 2023. 

Alle dage er fra kl. 10.00 til kl. 13. 00. Prisen er per gang 60 kr. 

Det var lidt nyt fra os :-) Vi håber meget, at du finder noget af det interessant og får lyst til at komme og være med i vores Creative værksted!

søndag den 7. august 2022

Skal du med til himmelbjerget?


Også i år tilbyder vi at komme med på en weekendudflugt med tid og plads til det kreative. 

Mange gange er turen gået til Højer, som alle vist har været rigtig glade for. Denne gang prøver vi et nyt sted og vi har reserveret et helt hus på Himmelbjerggården ved Ry. Den 28. til 30. oktober. 

Huset hedder Bines hjem og der er 21 sovepladser fordelt i værelser med en- og tosengsværelser, og så er der et med seks sengepladser. Huset har i stueplan køkken og stuer, hvor vi kan lave mad sammen og spise. Der er to værelser og et toilet med bad. 1. sal er med værelser, en stue og toiletter med bad. På tagetagen er undervisningsrum/stue. 


Der er adgang til et kreativt værksted, hvor der findes en del forskelligt. Det anbefales dog, at tage det med selv, som du gerne vil arbejde med. 


Pris: 600 kroner pr. næse for to overnatninger og frit brug af værkstedet - plus udgifter til mad og transport, som vi vender tilbage med senere. At turen kan blive til noget, er betinget af, at der minimum er 18 deltagere. Himmelbjerggården ligger i et smukt naturområde og der er basis for gode gåture og en tur ned til Julsø, som ligger i nærheden. Gå ind og kig på deres hjemmeside for mere info.


Ankomst og afgang er ret frit, vi har ikke fået nogle tider på dem. 

Når vi er nået forbi tilmeldingsfristen, sender vi mail rundt til de, som kommer med, hvor vi koordinerer omkring transport dertil og hjem igen. 

Tanja fra bestyrelsen tilbyder yoga fredag aften og lørdag morgen, så hvis det har din interesse må du huske komfortabelt tøj og en yogamåtte. Du kan sagtens være med selvom du måske er helt nybegynder. Tag gerne et tæppe med, som kan holde dig varm, for der vil også være lidt meditation. 

Sidste frist for tilmelding er 1. september. Tilmeldingen er bindende, og man får plads efter først til mølle-princippet. Når din plads på holdet er bekræftet, hører du nærmere omkring betaling. 
 
Vil du gerne tilmelde dig, så send en mail til: creagive@gmail.com 

Vi håber I er friske på at tage en lille udflugt for være kreative og hygge med hinanden.

mandag den 27. juni 2022

Så er det på fredag...


På fredag 1. juli er det tid til, at vi skal have nedtaget vores Color Pop-udstilling. Derfor vil vi bede dig at komme i galleriet/værkstedet og hjælpe med at nedtage dit værk mellem klokken 15 og 16.

Hvis du ikke selv har mulighed for at komme og nedtage og hente værket, så bedes du selv lave en aftale om at nogen gør det for dig.

Vi glæder os til vi ses på fredag.

tirsdag den 24. maj 2022

Kom og vær med til Kunst- og Skulpturdag

Fredag 3. juni afholdes Kunst- og Skulpturdag i Give, og vi i CreaGive har takket ja til at deltage. Både for at støtte op om den efterhånden flittigt besøgte dag, og for at 'vise ansigt' - og ikke mindst for at få en herlig dag med kunstneriske udfordringer og kontakt til en masse mennesker.

På billedet nedenfor kan du se, hvor vi skal være i år. Vi kan bruge både fortovet og selve græsbakken med Frederik VII-busten.

Vi vil stå der med små arbejdsstationer (et lille bord og en stol, og eventuelt staffeli til maleri), hvor vi hver især arbejder med forskellige teknikker for at vise et uddrag af noget af det, som vi arbejder med i CreaGive.

Vi har også snakket om at give den kongelige buste på plænen et helt andet 'look' på selve dagen. Frederik VII skal da have en festlig hårpragt og en kjole på.

På plænen - blandt andet langs muren og rundt omkring, kan alle der har lyst, udstille nogle af jeres værker. Sæt gerne prisskilte på med telefonnummer og navn. Og skulle der være interesserede købere, og I ikke selv kan være der, kan de kontakte jer og aftale nærmere.

Alle er selv ansvarlige for at stille sine værker op og tage dem hjem igen. Og ligeledes er man ansvarlig for sin 'kunststation'.

Udover de arbejdende stationer, vil Anette Buch muligvis også være tovholder på en 'kartoffel-event' - Give er jo en kartoffelby. Her vil vi inddrage forbipasserende i at lave skulpturer med kartofter og nylonstrømper.


Så.... vil du være med?

Ihhh - det håber vi, du vil

Fakta:

Eventen foregår kl. 16-19, og vi mødes inden da på værkstedet kl. 15 for at samle sager sammen og få dem stillet op på 'vores plads'.

Vi har brug for en eller to personer per 'kunststation'. Hvis man er to om én station, kan man jo dele tiden op mellem sig - så man for eksempel sidder halvanden time hver.

Vi foreslår følgende stationer:

  • Linoleumssnit 
  • Skulpturer
  • Akvarel 
  • Akrylmaleri 
  • Keramik 
  • Decoupage 
  • Collage 
  • Maling på sten 
  • Eller andet aktuelt, man p.t. arbejder med - kom endelig med dit input

TILMELDING

Vil du være med til denne herlige og helt sikkert hyggelige dag, så hører vi meget gerne fra dig.

Send en mail til: creagive@gmail.com, og skriv, hvilken kunstform du gerne vil stå/sidde og udføre på en kunststation (se listen ovenfor eller kom selv med en idé) - senest fredag 27. maj. Herefter vil du høre fra os så hurtigt som overhovedet muligt.

Skriv også gerne, hvis du vil være med til at stå ved den sjove 'kartoffel-skulptur-event' sammen med Anette Buch, hvis den bliver til noget :-).

Til alle der deltager aktivt på dagen vil der være aftensmad i form af et pengebeløb fra CreaGive til køb af noget lækkert nede i byen. Og vi vil sørge for, at der er noget at drikke også.

Tjen penge!

Og husk... Det her er også et åbent vindue for dig, hvis du gerne vil sælge dine værker. Denne dag plejer der at være et ret stort publikum på, så muligheden er der.



mandag den 16. maj 2022

På torsdag, på torsdag, på torsdag....



Så er det torsdag 19. maj der skal indleveres værker i Galleriet i Huset - inden klokken 17. 

Der vil være nogle af os fra bestyrelsen til at tage imod fra klokken 16. 

Husk at du sammen med dit værk (værker) skal påsætte tydeligt navn, titel, og en eventuel pris. Og så er det vigtigt, at du har monteret snore og lignende til opsætning/ophængning. 
 
Vi håber at mange af jer har lyst til at blive og hjælpe med at hænge/sætte op, og der vil være pizza ved aftensmadstid. 

Vi glæder os helt vildt til at se, hvad du kommer med i år :-). 

P.S. Husk at have en kage med, når du kommer til ferniseringen lørdag 21. juni (eller 75 kroner til kaffekassen). 

Masser af farverige hilsener fra bestyrelsen