onsdag den 2. december 2020

December nyhedsbrev


Så er julen kommet, og det er tiden, hvor vi hygger og kryber indendøre, tænder lys og forbereder os til den store julefest inden vi hopper ind i det nye år. Det er også tiden, hvor man ser tilbage på året, der næsten er omme. 

For CreaGive, som for sikkert mange andre foreninger i hele landet, har det været et underligt år, hvor man ikke har kunnet gøre meget af det man plejer at fornøje sig med. Coronaen har lagt sin klamme hånd over os som en dyne fyldt med uvished, angst, undren, isolation og undtagelsestilstande. Det har dog også været en tid, som for nogen har givet ro til eftertanke og mere tid derhjemme. 

Vi har i CreaGive ikke kunne afholde arrangementer i samme grad som ellers, og flere gange har vi måtte aflyse noget af det, vi havde planlagt. Og det er vi i bestyrelsen rigtigt kede af, men vi håber samtidig på jeres forståelse for situationen, og vi håber, at I alle har lyst til at blive ved med at være medlemmer. Vores forening og vores fællesskab er noget helt unikt, og det vil vi gerne kunne beholde. Håbet lever i bedste velgående for, at det hele nok skal blive godt igen. 

Vores jule-tam-tam er også blevet slettet i CreaGives kalender for i år. Øv, øv... så må vi give den ekstra gas til næste år. 

Heldigvis er der stadig mulighed for at bruge værkstedet, og det er der heldigvis mange, som stadig gør. Og der er også stadig gang i vores gallerivæg. 

Og apropos gallerivæggen, så har vi besluttet at sætte temaer på, som du kan se her: (næste gang der hænges op er på mandag 7. december klokken 16-17. Så kom endelig forbi med dit bidrag). 

Plan for temaer til gallerivæggen: 

December/januar 20/21: På H(jul) 
Februar/marts: Nude 
April/maj: Provokation 
Juni/juli: Trosretninger  
August/september: Portrætter af kendte  
Oktober/november: Slogans 
December/januar 21/22: Eventyr

~ * ~ * ~


Virtuel fællesudstilling - vil du være med? 

Og når nu vi ikke kan afholde ferniseringer i vores galleri lige for tiden (i hvert tilfælde kan det kun være med meget få personer), og fordi vi trænger til at gøre noget i fællesskab, så har vi fået den gode idé at skabe en digital udstilling om vores tid med corona indtil nu. 

Du kan bidrage med alt, hvad du har lyst til: et digt, prosa, tegninger, maleri, en film, måske har du lavet flere ting, måske du bare vil optage en video af dig selv imens du snakker om, hvordan coronaen har påvirket dig og måske endda hele verden, eller hvor du læser et digt op eller viser værker frem. Og fortolkningen er helt fri. Det kan for eksempel være, at du har et værk der handler om angst, et der handler om ro, eller noget helt tredje, fjerde, femte eller… Det kan også være, at du allerede her under coronakrisen har lavet noget, og at du gerne vil vise det frem? 

Tag et billede, optag en video eller send dine ord til Julie Broberg på jknachti@gmail.com inden 21. januar 2021. Julie vil herefter samle det hele til en stor virtuel sammenhæng og så udgiver vi det hele digitalt. 

Hold også øje med Facebook, hvor Julie kommer med et oplæg til, hvordan du for eksempel kan gå en tur og reflektere over verden og samtidig optage det på din telefon og senere sende det videre til hende. Det skal nok blive rigtigt godt, og denne her tid er jo historisk, også selvom der er mange ubehagelige elementer i den. Så lad os dokumentere, reflektere og skabe kunst omkring den. 

Facebookindholdet vil efterfølgende også sendes ud per mail, så de, som ikke er på Facebook, kan se det. 

Næste år 

Om, hvordan og hvornår, vi kan afholde generalforsamling, kurser, sammenkomster og forårsudstilling i 2021 – ved vi desværre ikke noget om. Men vi holder øje med myndighedernes corona-anbefalinger og regler, og så agerer vi ud fra det. I bestyrelsen arbejder vi stadig i kulisserne og vi har planer om både CreaGivings, croquis, kunsttur til Højer, udvidede værkstedsfaciliteter – og meget mere til. Der er noget at glæde sig til. 

Tilbage er bare at ønske dig en rigtig glædelig, hyggelig og måske endda en kreativ jul. 

De bedste hilsener, tanker, kram og håb om at vi snart kan ses igen 

Christina 
/på vegne af bestyrelsen