mandag den 28. februar 2022

Indkaldelse til generalforsamling - inklusiv bobler og inspiration, m.m.


Snart er det tid til at vi skal afholde generalforsamling - så det er primært det, som det her nyhedsbrev handler om, men vi har også nyt om lidt CreaGiving og det kommende kontingent. 
Så læs med, læs med - og bliv klogere på, hvad der sker i CreaGive i den kommende tid. 

INDKALDELSE TIL GENERALFORSAMLING

- nu med bobler, snacks og inspiration 

Du inviteres hermed til generalforsamling i CreaGive søndag 27. marts kl. 13-17 i CreaGives væksted.  Inden vi går i gang med den formelle proces skal vi hygge os en stund med bobler og snacks. Og efter generalforsamlingen lægger vi op til en snak og inspiration om vores kommende forårsudstilling i maj. 

Dagsorden er ifølge vedtægter: 
  1.  Valg af dirigent 
  2.  Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år. 
  3.  Revideret regnskab forelægges til godkendelse 
  4.  Indkomne forslag 
  5.  Fastsættelse af kontingent 
  6.  Valg af bestyrelse og suppleanter og 2 revisorer 
  7.  Eventuelt 
Forslag til behandling under dagsordenens punkt 4 skal ved navns underskrift sendes til foreningen senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. 

På valg er: Pia Voetmann, Annette Post og Christina M. Mosegaard


* * * 

HUSK AT BETALE KONTINGENT


Lige om lidt tager vi atter hul på et nyt medlemsår, og det er derfor snart tid til at indbetale kontingent.
 
Du kan betale på tre måder:

Kontant til kassereren - Conny Mortensen 
MobilePay: 20958 
Bankoverførsel: 0867 6582055945 
Medlemskab for 2022/23 
Pris: 300 kroner

Vi har jo generalforsamling 27. marts, og for at sikre dig stemmeret, skal medlemskabet være betalt senest denne dag. Men venligst vent med at indbetale før vi har passeret 1. marts. Notér gerne på indbetaling "2022/23".  

* * *

SYSLER & SJUSSER



Torsdag 10. marts kl. 18.30 i værkstedet

Hvis pandemien har lært os noget, er det, at vi alle skal sætte farten ned.

Hvad er bedre end at gøre det ved at reparere vores tøj i stedet for at købe nyt, at stoppe de håndstrikkede sokker i stedet for at smide dem væk, eller ved at strikke, hækle og sy - at lave noget med vores hænder, noget vi kan holde fast i og være stolte af.

Tag fat i sokkerne med huller i, dine revnede jeans, dit strikketøj, dit broderi og din favoritdrik.

Lad os samles og sy sammen. Det har været en lang pandemi, og vi er nødt til at sysle.

Lad os gøre det sammen.

* * *

NOGEN DER KENDER ET STED?

Hvor skal vores næste kunstweekend gå til? Hvis nu vi skulle prøve at drage til et nyt sted, hvor vi kan holde kunstweekend, end Kiers Gaard i Højer - kender du så måske til et sted, eller har du nogle idéer? Så sig endelig til. Send en mail til bestyrelsen eller fortæl om det til vores generalforsamling.

tirsdag den 11. januar 2022

FORÅRSUDSTILLING 2022 - COLOR POP


Mange tak for de mange flotte forslag, som I har sendt til os, som tema til vores forårsudstilling i maj 2022. 

Nu har vi i bestyrelsen haft lagt alle forslagene i en stor hat, kigget på dem, snakket om dem og set på muligheder. 

Og vi er nu nået frem til konceptet og temaet bag forårsudstllingen. 

Og tadaaa... det er: COLOR POP 


Med Color Pop tænker vi en udstilling, der virkelig har farverne i fokus. Der skal være knald på, og alle vores sanser skal vækkes. 

Lad os svøbe alle udstillingsgæster i farver og former - og naturligvis i kunst med noget på hjerte! 

Og hold nu fast, for der er mere ved det... 

Denne gang har vi også bestemt os, at udfordre den sædvanlige måde, vi laver kunst på, så derfor har vi sat nogle dogmeregler for formatet. 

Alt hvad vi laver, skal være noget, der hverken er på konventionelle lærreder eller papir. Altså INGEN almindelige billeder på væggene. Men alt andet end det. Og meget gerne noget der rækker ud i rummet. Måske noget der kan hænge ned fra loftet, noget der står på gulvet eller endda kan gå fra væg til væg. 
 
Man kan såmænd stadig male sine malerier, men man skal male på alt andet end det konventionelle. 

Det kunne være på genbrugspap, gamle glasruder, plastik, noget man samler i naturen - ja, altså kun fantasien sætter grænser. 

Man kan også lave noget med gammelt skrot, store stykker tekstil, strikke noget, samle objekter i naturen eller i køkkenskabet eller i ude i skuret - og tilføj dit udtryk. 

Det ville også være fedt med skulpturer eller installationskunst. Måske endda du kan bruge lyd og lys. Brug hvad som helst - alt mellem himmel og jord- og så giv den gas. 

Og igen... Du bestemmer helt selv, hvad dit værk/dine værker skal fortælle - her er ingen begrænsninger. 

Nederst i mailen bringer vi lidt billeder til inspiration. 

Og I kan se flere idéer her på Pinterest, hvor der er lagt idéer op.

INSPIRATIONSDAG

Når vi igen kan mødes forsvarligt og ikke skal frygte at sprede coronavirus, vil vi meget gerne invitere til en inspirationsdag i forhold til COLOR POP, hvor vi medbringer en masse materialer og idéer. På denne dag vil vi også byde på bobler og noget sødt.

Faktisk ville vi have inviteret til en nytårskur her i januar, men igen... grundet corona, har vi valgt at undlade det.

Når vi har en dato, giver vi dig straks besked.

RESEVÉR DAGEN

Datoen på forårsudstillingen er lørdag 21. maj, klokken 13-17.

Og nu lidt inspiration....














 

tirsdag den 4. januar 2022

COLLOGRAFIKURSUS


Søndag 30. januar kl. 9-15 er der collografikursus med Kent Nørby Andersen hos CreaGive i værkstedet. 

Collografi er en teknik indenfor grafisk billedkunst, hvor man typisk benytter pap som trykmateriale. Collografi kan bruges både til dybtryk og højtryk eller i en kombination af begge og åbner for vide eksperimenter. Ved at skære, radere, lave prægninger samt rive i pappet opnås dybtryk, mens højtryk opnå ved at opbygge et collagemotiv ved pålimning af pap, tekstil eller andre materialer. 

Pris: 300 kr. (ikke medlemmer 375 kr.) 
Tilmelding: På mail til creagive@gmail.com, senest søndag 23. januar 

Maksimum 10 deltagere, så det gælder efter først til mølle-princippet. 

Du skal selv medbringe: 
  • Gummihandsker 
  • Skalpel og/eller skarp hobbykniv 
  • Eventuelt en ridsenål  
  • Motiv: tegninger, fotos eller udklip, eller måske bare fri fantasi. 

Alle medbringer et gyldigt coronapas og vi i CreaGive opfordrer til, at man lader sig teste lige op til kurset. Vi tjekker ikke i døren, men har tillid til, at alle overholder de gældende regler. 
 
På Instagram kan du blive klogere på, hvem Kent Nørby Andersen er: @kentnorbyandersen og på www.ar10st.dk 

NB! illustrationer i denne post tilhører Kent Nørby Andersen 

Vi glæder os til at se dig på kurset :-)

tirsdag den 7. december 2021

AFLYSNING: Ingen jule-tam-tam i år


Tja... Det er ikke ligefrem fordi, vi danser cancan på bordene lige for tiden... For vi er i bestyrelsen kommet frem til, at vi desværre må aflyse vores jule-tam-tam torsdag 9. december. 

Grunden hertil er, at vi simpelthen ikke tør samle folk i denne her tid, hvor coronasmitten er på sit højeste. 

Vi håber meget på din forståelse. 

Til gengæld barsler vi med et hyggeligt komsammen-arrangement i det nye år, når den skide corona forhåbentligt er blæst væk. 

Vi ønsker dig en vidunderlig, hjertelig, fredfyldt og måske endda kreativt skabende jul! 
 
De bedste julehilsener fra de syv bestyrelses-kwinder, der naturligvis er helt sikre på, at det hele nok skal blive godt igen, så vi kan give den fuld gas med at samles - og hvem ved, måske vi bliver så glade, at vi danser på bordene...

lørdag den 27. november 2021

JULE-TAM-TAM er lige om hjørnet



Husk at sætte kryds i kalenderen torsdag 9. december klokken 18.30. Det er nemlig dagen, hvor vi holder Jule-tam-tam i CreaGive - i værkstedet.

Vi i bestyrelsen sørger for, at der bliver skruet op for hyggen, og vi vil stå klar med æbleskiver, gløgg og andre dejlige julesnacks.

Alternativ dørpynt

Og denne gang er vores lille jule-komsammen krydret med lidt ekstra sjov, for de som har lyst. Tag derfor meget gerne alt muligt med hjemmefra, som du kunne forestille dig at være en del af en alternativ jule-dørpynt, som vi hver især kan lave imens vi julehygger.

De kunne for eksempel være gamle tøjklemmer, mærkelige plastik-dimser, noget af dit pap-affald, noget du har samlet i naturen... en sjov gren måske... Ja, alt hvad du lige kan komme i tanker om, eller "falder" over. Og har du noget at klippe, lime og samle din kreation med - så tag meget gerne det med også. Det er selvfølgelig helt frivilligt om du har lyst til at lave det alternative jule-dørpynt... så hvis det ikke lige taler til dig - er det også helt okay. Det vigtigste er at du kommer og at vi kan sige glædelig jul til hinanden.

Tema til forårsudstilling

Og husk at sende dit forslag til, hvad temaet til vores forårsudstilling 2022 skal være. Forslag skal sendes til creagive@gmail.com senest 31. december.
 
Vi glæder os rigtigt meget til vi forhåbentligt ses til jule-tam-tam

fredag den 19. november 2021

Croquis & strik og drik

Croquis 

Nu på søndag afholder vi årets sidste søndagscroquis, så kom endelig og vær med.

Modellen denne her gang er Mie fra Aarhus. Hun har været her én gang før, og hun er virkelig dygtig. Hun er skaldet, har piercinger, tatoveringer og ar på kroppen, og så har hun de mest fantastiske stillinger, som hun står, sidder og ligger i. Så kom og vær med :-) 

Det er på søndag i galleriet. Klokken 10-12.30. Medbring selv tegnegrej. Vi har papir og tegneplader til rådighed. Det bliver ikke med undervisning, men fra tid til anden vil Christina Mosegaard give tips og tricks. 

Pris: 60 kroner for medlemmer/75 kroner for ikke-medlemmer af CreaGive. Alle er velkomne. Bare drop ind. 


Strik og Drik 

Vi hopper med på Strikke og Drik-bølgen. Det bliver en hyggelig aften! 

Vi strikker sammen og hjælper hinanden. Tag gerne drikkevarer til dig selv med. Og selvfølgelig dit strikketøj eller hækletøj. Det er i værkstedet torsdag 25. november klokken 18.30, og det er naturligvis gratis. 

Vi glæder os til at strikke og drikke sammen.



tirsdag den 2. november 2021

Nyheder, nyheder, nyheder

For fire dage siden var vi samlet i bestyrelsen og vi kan fortælle, at vi alle har noget at glæde os til. Mange forskellige kreativiteter er kommet på plads i kalenderen de næste fem måneder. Vi håber, at noget af det falder i jeres smag og vækker lysten til at prøve noget nyt sammen med andre. Der er stadig nogle croquisdage tilbage, der kommer creagivings og kurser. Herunder ser du datoer for kommende arrangementer, så du allerede nu kan få det skrevet i kalenderen, som du har lyst til at være med til. Når vi nærmer os nogle af aktiviteterne, skriver vi til dig igen med nærmere info. 

Aktiviteter:

  • 7. november Søndagscroquis 
  • 11. november Batik kl. 17-22. Beskrivelse sendes med her i nyhedsbrevet.
  • 14. november Søndagscroquis 
  • 25. november Strik og Drik. Vi strikker sammen og hjælper hinanden. Nærmere info kommer senere. 
  • 28. november Søndagscroquis 
  • 2. december Strik og Drik. Vi strikker sammen og hjælper hinanden videre. 
  • 9. december Jule tam – tam kl. 18.30 Nærmere info kommer senere. 
  • 16. januar Ulla Madsen står for aftenen, hvor vi vil sy noget af det stof, som vi har batikket 11. november 
  • 30. januar Kursus i collografi med Kent Nørby Andersen kl. 10 – 16. 
  • 25. februar Pia Voetmann står for CreaGiving-dagen med Lillith billeder. Beskrivelse kommer senere. 
  • 12. eller 13. marts Løbbinding – en dag. Om det bliver den ene eller den anden dag, ved vi ikke endnu. Det vender vi lige tilbage med. 

Tema til forårsudstilling 

Derudover har vi ændret måden vi vælger tema til forårsudstillingen på. I kan alle sende forslag til os indtil 31. december kl. 24.00. Vi i bestyrelsen vil så vælge, hvad det skal være, og I får besked 20. januar, når vi har haft bestyrelsesmøde. 

Batikaften

Kære creative venner,

Som et tema til creagivings har vi snakket om en batikaften, og den har jeg lovet at stå for. Det bliver torsdag 11. november fra kl. 17.00 til ca. kl. 22.00. I behøver selvfølgelig ikke at være der alle fem timer, men det giver lidt luft i begge ender. Så kan I måske få det til at passe ind, hvis I har andre planer for den eftermiddag/aften. Vi kan sige, at vi prøver at holde pause fra kl. 19 til 19.30 hvor vi eventuelt kan spise en medbragt madpakke. 

Det I gerne vil batikke skal være hvidt, appreturfrit bomuldsstof. Det vil sige, at det ikke må indeholde vaskemidler eller den appretur, som er i stoffet, når man køber det. Det kan være stof, som I senere kan sy noget af (vi tænker på senere at arrangere en syaften som en creagiving). Det kan også være noget færdigsyet tøj, skjorter, t-shirts, bæreposer, bøllehatte, strømper, gammeldags bleer ja, hvad som helst. 

Vi vejer stoffet og blander farvebade, som passer til antal gram stof. Stoffet skal skylles i flere hold vand efter farvning og hjemme skal det så maskinvaskes ved 40 grader. Så tag poser med til at fragte det hjem i. 

Mønstrene laves med reb, snor, elastikker, klemmer og hvad I ellers kan finde på. I kan også tage nogle plastikposer med til indpakning af noget af stoffet, som I måske ikke vil have farvet i første farvebad. Det er bare idéer, måske nogle af jer har prøvet det før og kender til andre sjove metoder? I må meget gerne lige tilmelde jer, så jeg har en idé om, hvor mange spande der skal bruges. Min mail er buchwood@gmail.com. 

Glæder mig til en farverig aften sammen med jer
Mange venlige hilsener,
/Anette Buch