tirsdag den 19. oktober 2021

Søndagscroquis er tilbage!


Vi har stille og roligt genstartede vores søndagscroquis. Vi har tre datoer tilbage i år - 31 oktober, 14 november, og 28 november, kl. 10-12:30. Kom frisk! Vi har dygtige modeller og hyggeligt selskab. Medbring selv tegnegrej, vi sørger for papir og tegneplader. Det koster kun 60kr. for medlemmer og 75kr. for ikke medlemmer.

onsdag den 18. august 2021

På lørdag, på lørdag, på lørdag... (og husk kage) 🍰


Så er det nu på lørdag, at vi holder vores omvendte fernisering og så håber vi bare, at der kommer en masse mennesker og besøger os. Så HUSK endelig at invitere alle dem, som du kender :-). 

Klokken 13.30 er der åbningstale og et dejligt glas vin eller øl - og herefter er det tid til at se på kunsten og hygge sig i værkstedet med vores famøse kagebord og god live-musik fra klokken 14. Vi har booket et Vejle-orkester, der hedder Jazzopathics, og vi glæder os meget til at høre dem spille for os til ferniseringen. Du kan læse mere om dem her.

VIGTIGT, VIGTIGT! HUSK - at tage en kage med til vores kagebord. Helst en der er hjemmebagt. Og er du ikke til det der bagehalløj, kan du også medbringe en købekage, bare det ikke er en tør roulade eller sandkage. Men det er jo fedt at kunne tilbyde vores gæster nogle lækre og flotte kager. 

Kagebordsvagter 
Vores kagebord holder åbent fra kl. 14 til 16, og her kunne vi godt tænke os om nogle af jer kunne have lyst til at tage en vagt eller to. Hvis du gerne vil tage en vagt, så skriv det gerne ved at besvare denne her mail, eller direkte på creagive@gmail.com 

Og forresten... Eftersom, at det jo er en omvendt fernisering, som jo betyder, at vi nedtager vores værker lige efter ferniseringen, så er du velkommen til at tage dine værker med hjem under armen - efter klokken 17. Og ellers er der nedtagning af udstillingen på søndag om formiddagen. Håber at vi ses på lørdag!

tirsdag den 20. juli 2021

Fernisering - 21. august, kl. 13-17, i Gallieriet, Huset, Give


Jubiiiii! Så har vi fundet en dato til fernisering på vores sommerudstilling med temaet "Ud i naturen". Eller det vil sige... vores såkaldte "omvendte fernisering", for det bliver afholdt dagen før, vi tager udstillingen ned.

Så derfor håber vi, at du har lyst til at komme og være med og at du vil invitere alle de, som du kender til at være med.

Det vil naturligvis være med vores sædvanlige store kage- og kaffebord, og vi arbejder på at få fat i nogle, som kan komme og spille god live-musik.

Datoen bliver 21. august og ferniseringen starter klokken 13 og åbningstalen bliver klokken 13.30.

Alle der udstiller i vores sommerudstilling og som kommer og er med til den omvendte fernisering bedes tage en dejlig kage med.

Mange hilsener fra,

Bestyrelsen i CreaGive


P.S. Hav en vidunderlig og solrig sommer

mandag den 21. juni 2021

Referat - Generalforsamling CreaGive 31. maj 2021

Referat - Generalforsamling CreaGive 
31. maj 2021 kl. 19 i værkstedet 

Dagsorden 

Valg af dirigent - 

Kirsten Boldt takkede ja til opgaven og klarede den flot 

Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år

Pga Corona har vi desværre måttet aflyse enkelte arrangementer. Bestyrelsesmøderne er afholdt fortrinsvist digitalt, og når det var tilladt var det i værkstedet. 

De gennemførte arrangementer var: 
  • Marts: Croquis og Zendoodle v. Christina. (CreaGiving)
  • August: Drømmebilleder v. Pia V. (CreaGiving)
  • September: Udflugt til Skagen, Anna Ancher udstilling. 11 personer 
  • Oktober: Inspireret af sted – skitsearbejde v. Julie B. (CreaGiving)
  • Kursus: Jan Kragsig malekursus 
Fremtiden: 
  • 4. juni – Kunst- og Skulpturdag. CreaGive deltager i Gullestrups have med produktion og udstilling af batik/shibori farvede stofstykker. ”Under fjernere himmelstrøg”
  • 2.-5. september: Kiers Gaard. Maledage i Højer. P.t. 14 tilmeldte
  • Vi genoptager Croquis
  • Der bliver arbejdet på at skaffe midler til containerværksteder. To 40-fods og 1 20-fods container, der skal indeholde hhv. keramik- og grafikværksted samt ovn og lager. Idéen er udsprunget af behovet for grovere kreative projekter, end det var muligt på det eksisterende værksted

Regnskab

  • Indestående p.t. kr. 24.842,- efter kontingenter er indbetalt
  • Vi oplever god opbakning fra medlemmerne, hvilket p.t. er 40 personer. 
  • Materialelager: Vi har p.t. en del pasteller til salg 
  • Indestående i puljen fra Lions-midlerne bliver brugt på fremtidige CreaGiving arrangementer. Forslaget godkendt 

Indkomne forslag 

  • Bestyrelsen foreslår vedtægtsændringer. Dokumenter med før og efter ordlyd er udleveret ved generalforsamlingen. Der blev på mødet aftalt en tilføjelse: at vigtig information fra bestyrelsen, ALTID kommer på mail, og ikke kun formidles via foreningens sociale platforme. Forslaget godkendt
  • ”Budget” bliver tilføjet vedtægterne. Så det er fastsættelse af kontingent og budget. Bestyrelsen vil undersøge reglerne for dette.

Fastsættelse af kontingent 

  • Kontingent forbliver kr. 300,- som fastsat i 2020. Forslag godkendt 

Valg af bestyrelse og suppleanter, revisor og revisorsuppleant

  • Afstemningsregler ved valg til bestyrelsen. Bodil A. har finpudset og uddybet ordlyden, og på mødet blev der besluttet punkt 6 – På hhv. lige/ulige år skrives det antal navne, der er på valg. Forslag godkendt
  • Suppleanter vælges for 1 år ad gangen, dog erstattes et medlem, der træder ud af bestyrelsen, af en suppleant, som så fuldfører medlemmets periode i bestyrelsen. Forslag godkendt 
  • Bestyrelsesmedlemmer på valg: Jonna Risum (modtager ikke genvalg) og Conny Mortensen (modtager genvalg)
  • Ulla M og Jesper er stemmetællere
  • Forslag til de 2 åbne poster: Conny M og Julie B. Ingen modkandidater. Begge er valgt
  • 2 suppleanter: forslag Bodil A og Anette Buch. Ingen andre. Begge er valgt
  • 1 revisor: Kirsten Boldt er genvalgt
  • 1 revisorsuppleant: Knud er genvalgt

Eventuelt 

  • Gallerivæggen: Jesper overtager midlertidigt Pia V.s opgaver ifm. Gallerivæggen. I stedet for Jonna, har Kirsten Boldt meldt sig til opgaven. Vi takker begge for tilsagnet. Næste gang udstillingen skiftes: 1. mandag i august. Temaer for de fremtidige udstillinger opdateres i samarbejde mellem Pia og Kirsten
  • Kunst- og Skulpturdag 4. juni. Her deltager CreaGive i Gullestrups have. Der vil efterfølgende blive arrangeret en CreaGiving dag, hvor vi kan fremstille/sy ting af de farvede stof-baner
  • Der er stadig flere pladser på turen til Kiers Gaard, Højer 
  • Der bliver løbende informeret om udviklingen af projektet med containerværkstederne
  • Sommerudstilling. Vi laver et opslag til foyeren, og afventer udviklingen i forsamlingsrestriktioner inden der bliver inviteret til officiel fernisering. Udstillingen hænger nu, så man kan besøge den i bibliotekets åbningstider.
  • Ang. Galleriets åbningstider, taler bestyrelsen med Kate om en løsning på at forbedre adgangen til galleriet. Der vil blive mailet forslag på løsning, efter dialogen med Vejle Kommune. 

Bestyrelsen konstituerede sig umiddelbart efter generalforsamlingen: 

Forkvinde:  Christina Mosegaard 
Næstforkvinde: Julie Broberg 
Sekretær:  Annette Post 
Kasserer:  Conny Mortensen 
Alment medlem: Pia Voetmann 
1. suppleant:  Anette Buch 
2. suppleant:  Bodil Albrechtsen

lørdag den 15. maj 2021

Kom og vær med



Så er der sørme lige et nyhedsbrev mere fra CreaGive... 

Og denne gang handler det om noget af det, som kommer til at foregå i den næste tid. Det er meget muligt, at der kommer mere til, men lige nu er det de begivenheder, som vi har noget konkret på.
Og håbet er naturligvis, at du har lyst til at være med. 

Lørdag 29. maj 
Indlevering af værker til vores sommerudstilling senest kl. 15.00. Og kan I ikke komme på selve denne dag og aflevere, så må I gerne stille dem i "Galleriet" igennem hele uge 21.
 
Temaet er det samme, som vi hele tiden har planlagt, nemlig "Ud i naturen."

Kriterier ved aflevering af dine værker: Der skal være påsat sedler med dit navn, titel på værket og eventuel pris. Hvis du afleverer maleri, skal der være sat snor bagpå. Og hvis du afleverer andre kunstformer, skal der også være gjort klar til opsætning
 
Mandag 31. maj
Generalforsamling i værkstedet kl. 19.00

Fredag 4. juni
Kunst- & Skulpturdag i Give
Kom og deltag i CreaGives Workshop i Gullestrups Have mellem kl. 16 og 19.
Temaet er i år "Under fjernere himmelstrøg", og vi i CreaGive vil under overskriften "Farver flagrer i vinden", stå og arbejde med store baljer med flydende farver, lange baner af hvide lagener og alle mulige sjove materialer. Når farverne leger rundt på lagnerne, som vi synes, at de skal, hænger vi dem op mellem træerne, så de kan flagre i vinden - lidt ligesom på de varme landes mangfoldige markeder.

Du må gerne melde tilbage senest 20. maj om du vil være med. Send en mail til: creagive@gmail.com

2.- 5. september
Kunstweekend på Kiers Gaard i Højer
Vi har i år arrangeret en forlænget weekend i Højer på den hyggelige gamle Kiers Gaard, hvor vi skal være kreative sammen. I år er det til en ekstraordinær favorabel pris for vores medlemmer.
/br> Annette Post vil også lave en workshop, hvor hun videregiver sin viden om, hvordan man med naturmaterialer, selv kan skabe sine egne farver og arbejde med dem efterfølgende.

I værkstedet ”Østershuset” er der plads til store armbevægelser både med maleri og andre kreative indfald. CreaGive medbringer materiale til linoleumstryk, som der er mulighed for at afprøve. I medbringer selv det I har lyst til at arbejde med – akryl, akvarel, tegneartikler eller strik eller andet håndarbejde. I bestemmer selv – vi skal bare være kreative og hygge os sammen.

Praktisk info:
Pris for medlemmer af CreaGive er kr. 200,- og for ikke medlemmer kr. 500,-. Vi laver fællesspisning á la tapas, hvor man hver især medbringer, hvad man har lyst til og lørdag køber vi mad til aften – beregn ca. 50,- hertil. Medbring drikkevarer til eget brug. Medbring ligeledes sengetøj og håndklæder. Vi har tilkøbt slut-rengøring og servicepakke. CreaGive sørger for kaffe/the, kaffefilter og andre småting.

Tilmelding:
Tilmelding skal ske til vores mail: creagive@gmail.com senest 2/6. Vi skal som minimum være 8 deltagere. Betaling til MobilPay 20958 eller vores konto reg. 0867 konto 6582055945.

Indkaldelse til generalforsamling i CreaGive



Jubiii! 
 
Endelig har vi nu mulighed for igen at være sammen i CreaGive.  Hold da op, hvor er det længe ventet. 

Derfor er det nu også med glæde, at vi kan indkalde til generalforsamling i CreaGive, som varslet i marts måned. Det bliver mandag 31. maj klokken 19 i værkstedet i Huset. 

Dagsorden er i følge vedtægterne således: 
  1. Valg af dirigent. 
  2. Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år. 
  3. Revideret regnskab forelægges til godkendelse 
  4. Indkomne forslag 
  5. Fastsættelse af kontingent Valg af bestyrelse og suppleanter og 2 revisorer 
  6. Eventuelt 
Forslag til ændringer i vedtægterne 
Fra bestyrelsens side, har vi et antal forslag til ændringer i vores vedtægter vedrørende 
§2, §4 og §8. De konkrete forslag kan ses med gul markering i vedhæftede dokument. 
De oprindelige vedtægter er også vedhæftede her i mailen. 

Afstemning 
I år har vi valgt at være på forkant med vores afstemningsprocedure, så alle er med på, hvordan vi foretager den, når der skal vælges bestyrelsesmedlemmer og suppleanter. Proceduren er også vedhæftet her i mailen. 

På valg 
I år er Jonna Risum og Conny Mortensen på valg. 
Jonna Risum modtager ikke genvalg. 

Lækkerier og hygge 
Vi glæder os meget til at se dig til generalforsamlingen, hvor der selvfølgelig vil være masser af lækkerier og skide hyggeligt samvær med en masse andre kreative hoveder.



onsdag den 31. marts 2021

Altså, altså, altså! 🙈 🙉 🙊


Altså, altså, altså.... det kan godt nok være lidt svært at navigere rundt i denne her corona-tid. 

Bedst, som vi i bestyrelsen troede, at nu havde vi sat en dato, hvor vi sikkert alle kunne mødes til en generalforsamling, ja, så ser det lige nu ud til, at det måske alligevel ikke bliver muligt. Vi ved godt nok ikke noget præcist noget om, hvordan forsamlingsloftet vil være 26. april endnu, men vi tør simpelthen ikke satse... 

Så derfor har vi valgt at udsætte datoen endnu en gang, og så håber vi på din forståelse? 

Den nye dato for generalforsamling i CreaGive, bliver derfor 31. maj klokken 19 i Huset. Og så krydser vi fingre for, at det kan lade sig gøre. 

Og ihhh... hvor vi altså glæder os til, at vi kan mødes igen, og at vi kan lave en masse fede ting sammen. 


Forårsudstilling bliver til sommerudstilling 


Vi må også sande, at vi kan skyde en hvid pil efter planen om at afholde forårsudstilling i maj, som vi ellers plejer. Men samtidig har vi brug for, at vi snart kan samles om noget. 

Så derfor har vi besluttet følgende: 

At vores forårsudstilling i år bliver til en sommerudstilling, og at vi rent faktisk denne gang vil opsætte udstillingen et stykke tid, før vi kan fejre det med fernisering. Så altså. Vi i bestyrelsen vil gerne modtage jeres værker senest 29. maj kl. 15.00. Og kan I ikke komme på selve denne dag og aflevere, så må I gerne stille dem i "Galleriet" igennem hele uge 21. 

Når vi har sat udstillingen op, vil vi tage fotos og optage nogle små film, der viser udstillingen og fortæller om værkerne. Dem vil vi så udgive online. 

Men bare rolig. Vi vil også lade noget være op til fantasien, så de, der senere kommer til ferniseringen, har noget "nyt" at gå efter. 

Temaet er det samme, som vi hele tiden har planlagt, nemlig "Ud i naturen". 

Kriterier ved aflevering af dine værker: 
Der skal være påsat sedler med dit navn, titel på værket og eventuel pris. 
Hvis du afleverer maleri, skal der være sat snor bagpå. 
Og hvis du afleverer andre kunstformer, skal der også være gjort klar til opsætning.
 
Vi venter med at finde en dato til ferniseringen - igen, grundet coronasituationen - men vi håber det kommer til at være en dag i juni. Vi vil sørge for at give besked, så snart vi ved mere. 

Tilbage er blot at ønske dig en skøn, solrig og glad påske. 
 
Mange tanker og kram fra os i bestyrelsen!