Som vi tidligere har skrevet, er der jule-tam-tam i CreaGive fredag den 12. december kl. 18.30 – så kom endelig og vær med. Det bliver helt sikkert hyggeligt!
Ud over gløgg og æbleskiver skal vi også have pakkeleg, og vi håber meget, at du har lyst til at deltage.
Gaven må meget gerne være en kreativ, hjemmelavet ting – for eksempel en lille akvarel, en tegning, noget hæklet eller en anden håndlavet detalje. Vi håber, du er frisk på det. :-)
Til jule-tam-tam’et løfter vi også sløret for næste års tema til vores fællesudstilling – eller rettere: Vi præsenterer et par temaer, og så beslutter vi i fællesskab, hvilket vi går videre med.
AFFERNISERING - meget snart...
Og så har vi noget nyt på programmet - nemlig affernisering af vores udstilling på Museum Give.
Det sker søndag 21. december i vores udstilling på museet kl. 13-15.
Efter kl. 15 må alle udstillere tage deres værker med sig hjem.
Så tag endelig venner, familie, naboer og andet godtfolk under armen og besøg vores virkelig flotte udstilling en sidste gang. Vi har modtaget meget fin respons på udstillingen af besøgende - så det kan vi godt være stolte af.
NB! Til de udstillere, som ikke har mulighed for at komme 21. december - er der ingen grund til fortvivlelse. Det er nemlig også muligt at hente sine værker helt frem til 31. januar. Her kan man, selvom museets udstillinger ikke er åbne, sagtens få lov til at komme ind og hente sine værker.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar